Fra oldtiden til slutningen af 1950’erne blev afstandsmåling primært udført med redskaber, hvor længdeenheden var afmærket på selve redskabet, fx målesnor, målestænger, målehjul, målekæde og målebånd. Nøjagtig bestemmelse af lange afstande var kun mulig ved triangulation, en kombination af afstandsmåling og vinkelmåling.

Egypterne brugte målesnore før 1400 f.Kr., og romerne beskrev selvregistrerende målehjul omkring år 0. Fra 1500-t. anvendtes målevogne og målekæder af jern eller messing, og fra slutningen af 1800-t. blev stålmålebånd og måletråde af invar taget i anvendelse. Invartråde blev bl.a. benyttet til bestemmelse af dimensionen i det geodætiske net. Afstande op til 2-3 km kunne måles med en nøjagtighed på 1 mm pr.km. I nyere tid måles afstand med et 50 m stålmålebånd. En afstand på 100 m kan måles med en nøjagtighed på 2 cm.